HEIs Damer 27+ Skæring skole mandag 24/25

HEI's Damer 27+

Hvad          HEI's Damer 27+

Alder          Fra 27 år

Hvor          Gymnastiksalen på Skæring skole

Hvornår     Mandage fra kl. 19.30-21.30

HEI’s Damer er foreningens rytmehold for unge kvinder og damer, der - ligesom mig - bare ikke kan lade være med at bevæge kroppen, når fede rytmer brager ud af højtalerne og rummet kalder på fejesving og spring over gulv. Og i sommeren 2025 tager vi til Landsstævne i Vejle. Skal du med?

Mit navn er Mette Schmidt Rasmussen, og jeg håber, at du sammen med en flok skønne kvinder vil være med til at dyrke grundgymnastikken for fuld skrue.

Hvad betyder det? Jo, vi skal over gulvet, ned i knæene, rundt i hoften (og luften), op på tæerne og heeelt ud i siderne. Derud hvor vi næsten mister balancen, men et stærkt center holder os på plads.

Holdet er for dig, som har været gymnast i mange år, men nu har brug for at sætte tempoet ned. Eller for dig, som har holdt pause, fordi du bare fik nok af alt for dyre dragter og udtagelser. MEN ISÆR for dig, som bare gerne vil bevæge dig sammen med andre ligesindede to timer om ugen. Der er ikke udtagelse på holdet - kom og vær med! Se, om det er noget for dig.

Sammen bliver vi dygtigere, stærkere og mere smidige, end da sæsonen startede. Og nå ja, vi hygger også helt vildt meget og drikker et glas rosé sammen nu og da.

Jeg vil i løbet af sæsonen køre et alsidigt opvarmningsprogram kombineret med tekniktræning og serietræning. Det vil sige: Der vil til hver træning være noget, du kender, men du skal også være forberedt på at blive udfordret fra gang til gang.

Mine forventninger til dig er:

1) At du har lyst til at bevæge din krop, blive stærkere og dygtigere.

2) At du har lyst til at være sammen med en flok skønne damer to timer om ugen.

3) At du har basiskendskab til gymnastik og/eller bevægelse/dans.

På HEI’s Damer er der plads til, at arbejdet trækker ud, børn bliver syge eller du på anden måde er forhindret i at komme til træning. Jeg håber dog, at du vil prioritere holdet – og fortælle, hvis du er udfordret i at deltage i en kortere eller længere periode (i så fald kan vi sikkert finde en løsning sammen).

Opvisninger, ekstratræninger og Landsstævne

Holdet vil deltage i HEI’s lokalopvisning og DGI Østjyllands Forårsstævne. Er der stemning for flere opvisninger, så finder vi også ud af det. Derudover vil der være 1-2 lørdagstræninger i løbet af sæsonen.

I sommeren 2025 tager vi til Landsstævne i Vejle. Der vil være en separat tilmelding til dette, når tid er. Opvisningsprogrammet til landsstævnet vil både bestå af et par serier fra den ordinære sæson samt en ny serie.

Ekstraudgifter:

Ud over foreningskontingentet skal du regne med at bruge 400 kroner på dragt og sjippetov (måske også en ekstratræning). Pengene indbetales på en holdkonto, og har du allerede opvisningsbukser fra sæson 2023-2024, skal du ikke købe endnu et par.



 

Træner

Profile Image
Mette Schmidt Rasmussen
Træner
Jeg hedder Mette Schmidt Rasmussen og flyttede til Skæring i 2021 efter at have boet i København i otte år, hvor jeg fra 2017-2021 var (co-)instruktør på et stort damehold i Gymnastikforeningen ODK på Frederiksberg.

Jeg gik tilbage i 00’erne på en række udtagede hold: DGI Svendborg Rep. (dengang der var noget, der hed det), Vejstrups Lillehold samt udtagede hold i SG (Svendborg Gymnastikforening) og ASG (Aarhus Studenter Gymnastik). Jeg fik dog nok af gymnastikken og endte med at holde pause i fem år, men jeg var nødt til at vende tilbage … For jeg elsker gymnastikken. Jeg elsker at bevæge mig til musik sammen med andre, bruge min krop og mærke hvor meget den (stadig) kan.


Jeg forsøger løbende at samle inspiration til min træning. Senest på DGI Inspiration 2018 og rytmisk sommerhøjskole på Ollerup Gymnastikhøjskole i 2017. I 2022 tager jeg hul på GymDanmarks træneruddannelse for at få endnu mere uddannelse og inspiration i min yndlingsdisciplin: rytmegymnastikken.

Tilmelding

Sæsonstart mandag  d. 2. september 2024

Sæsonafslutning mandag d. 21. april 2025


Forårsopvisning er søndag d. 27. april 2025

Info
Gymnastik
1. jun. 2024, kl. 12.00 -
31. dec. 2024, kl. 11.30
22 / 25
1.650,00 kr.

Fortrydelsesret

Skulle du imod forventning fortryde dit medlemskab, kan du frameldes dit hold igen.
Der gives mulighed for to prøvegange og ved framelding senest på sidste hverdag før tredje træning tilbagebetales kontingentet fratrukket administrationsgebyr på 100 kr.
Ved senere framelding er der ingen tilbagebetaling.
Ønskes kontingent tilbagebetalt skal følgende oplysninger sendes til foreningens kasserer på mailen: hanne.moestrup@hei-gymnastik.dk

1) navn på gymnast,
2) navn på hold og
3) reg.nr. og kontonr. som pengene skal tilbagebetales til.

1. jun. 2024, kl. 12.00 - 31. dec. 2024, kl. 11.30
22 / 25
1.650,00 kr.